Stilhed før stormen – eller bare forventningsfuld venten. På mandag skal jeg se over 100 af mine portrætter samlet for første gang på Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot i Hillerød, og være med til at hænge dem op. Mange af dem har jeg ikke set i årevis – ja nogle har jeg ikke set i næsten 40 år! De er venligst blevet udlånt fra samlinger rundt om – både i og uden for Danmark. Jeg har arbejdet med portrætmaleriet ved siden af min øvrige praksis gennem alle de år, jeg har malet.Det har været en kilde til inspiration at tegne og male portrætstudier af min familie og venner, og også at male officielle bestillingsportrætter. Jeg har altid gjort det med stor glæde og nysgerrighed. Jeg har ikke haft et koncept omkring portrætmaleriet på samme måde som med min øvrige kunstproduktion, og derfor er mine portrætter meget umiddelbare – skabt ud af det øjeblik, jeg har været sammen med modellen.Jeg har gennem tiden afprøvet forskellige metoder til at skabe et livfuldt og ærligt portræt. I udgangspunktet altid med modellen foran mig, men i perioder har jeg eksperimenteret med kun at bruge fotos. Det kan sagtens lade sig gøre, men jeg føler, jeg mister nogle dimensioner, hvis ikke billedet skabes sammen med modellen. Den udveksling der sker i selve øjeblikket mellem portrætmodellen og jeg er en levende realitet, som dokumenteres direkte mens vi er sammen. Det opfatter jeg som mere autentisk i forhold til når jeg kun maler ud fra fotos. Det kan selvfølgelig altid diskuteres, hvad autenticitet er, men mit udgangspunkt er, at jeg har større tiltro til de ubevidste valg jeg foretager under arbejdet, frem for den mere kalkulerede tilgang man kan have med et foto, der fortæller præcis, hvordan billedet skal bygges op..
Det bliver et stort øjeblik, når billederne hænger på væggene, og rigtig mange af mine modeller forhåbentlig møder op til et glædeligt gensyn!
Min største bekymring er hvordan jeg skal administrere at nå at tale med alle, uden at nogen føler sig forbigået.
Udstillingen åbner officielt fredag den 13. januar kl 11. Udstillingen varer frem til 2. april 2017 og har åben alle dage i ugen fra 11 til 15.